En ung universitetsstuderende mødte fortvivlet op i min terapipraksis. Hans bacheloreksamen rykkede nærmere og han begyndte at mærke et vist pres.
Han havde altid været meget pligtopfyldende og klaret sig godt i skolen. Det var tydeligt, at han stillede høje krav til sig selv og sine karakterer. Han havde altid været i stand til at give den en skalle op til eksamen og han brystede sig af at være en arbejdshest, der kunne læse hele natten, hvis det var nødvendigt, for at opnå det ønskede resultat.
En indre dæmonisk kommandant
Nu var der imidlertid et problem, som han ikke vidste hvordan han skulle håndtere og som han samtidig havde svært ved at tale om, fordi han følte sig skamfuld. Efter et par tilløb fortalte han beklemt, at han havde en indre stemme, der kommanderede med ham … Hans læge havde talt om OCD. Han tav og så ned i gulvet, mens han ventede på min reaktion. Han var bange for, at han var ved at blive skør.
Jeg beroligede ham og sagde, at jeg tror vi har mange forskellige delpersonligheder eller egodele, som fører mange, forskellige indre dialoger. Så trak han vejret dybt og fortsatte: Stemmen havde været der i et stykke tid. I starten kunne han overdøve den eller lukke den ude, men nu var den taget til i styrke og han kunne ikke længere overhøre den. Samtidig blev den mere og mere vred og kritisk – og insisterede på at han skulle gøre specielle ting, fx igen og igen tjekke at komfuret var slukket eller at døren var låst. Først når han gav efter og tjekkede, blev stemmen stille. Men det varede sjældent længe.
Den unge mand var glad for sit studie, havde gode studiekammerater og en dejlig kæreste. Men han var dybt ulykkelig, for han frygtede, at han var på vej til at miste det hele på grund af stemmen og sin underlige opførsel, som blev sværere og sværere at skjule for omgivelserne.
Stemmen blev til en lille dreng
I terapien begyndte vi at arbejde med stemmen. Skridt for skridt tegnede der sig et billede af, hvad der foregik i hans indre univers. I en opstilling blev det klart for ham, at der bag stemmen gemte sig en lille skrækslagen dreng, som havde brug for hans hjælp og støtte frem for at blive overdøvet eller lukket ude.
Den opstilling blev et afgørende vendepunkt. Fra det tidspunkt stoppede den unge mand med at bekæmpe den kritiske stemme og begyndte i stedet at lytte til, acceptere og integrere den side af sig selv. Efterhånden fik han modet til at fortælle først sin kæreste og senere sine nærmeste venner om sit arbejde med stemmen.
Terapien forløb over to år, hvor vi arbejdede med selvomsorg og med at kaste lys over de dynamikker, der lå til grund for stemmens opståen og med at integrere de nye indsigter.
Et års tid efter terapiforløbet var afsluttet, modtog jeg en hilsen. Den unge mand var blevet kandidat og havde fået job. Han og kæresten var stadig sammen og havde det godt. Han arbejdede fortsat med de indsigter, han havde fået og følte han var på ret spor.