Systemiske forviklinger – en case
En bedstemor døde i barselsseng. Flere af børnebørnene er bange for selv at få børn. Bedstemorens død var en traumatisk begivenhed i familien med konsekvenser, der strækker sig over flere generationer. Bedstefaren følte sig skyldig i hendes død, fordi det var ham, der gjorde hende gravid. I opstillingen stilles hun foran sin mand og bliver bedt om at sige: ”At dø i barselsseng er en risiko jeg bærer som kvinde. Jeg accepterer den risiko og lever med den. Du er kun min mand”. Herefter kan manden slappe af og hans følelse af skyld fortager sig. (The Healing Power of the Past, s. 193).
Den systemiske tilgang
Vi vælger ofte at se sygdomme eller ulykker som det enkelte individs problem. Men hvad nu hvis et problem i virkeligheden er løsningen på en ubalance, vi endnu ikke har fået øje på? Et symptom på en forvikling et helt andet sted i et større system?
Den systemiske tilgang sætter os i stand til at forstå og møde systemer, som en levende organisme, der har brug for at være hel, for at fungere.
En familie, en klasse, en virksomhed eller en gruppe af kolleger – kan hver især betragtes som et sammenhængende system. Ubalancer mellem to medlemmer påvirker hele systemet. Og samtidig er hver enkelt person en del af det store system og derfor underlagt systemets regler og love.
Systemisk balance
Et system har sin egen indre orden og sine egne vilkår i relation til tilhør, balance og hierarki. Hvis noget fejler eller kommer i ubalance er et levende system kendetegnet ved, at det retter fokus på fejlen eller ubalancen. Når noget mangler, vil et system kompensere og forsøge at udligne manglen: Systemet skaber sin egen løsning.
Det er således vigtigt at respektere balancen mellem at give og at tage i et system. Desuden kræver systemet inklusion af alle, og insisterer samtidigt på, at omkostninger og konsekvenser af alle handlinger skal ses – ellers søges de modbalanceret andre steder i systemet.
Et system accepterer således ikke, at et medlem ekskluderes. Sker det alligevel, vil systemet vælge en anden person – ofte en yngre – fra samme system, for at sætte fokus på eksklusionen. Den yngre person, som systemet har valgt, vil måske mislykkes, blive syg eller komme ud for en ulykke, således at en balance kan genetableres. Denne måde at pege på det ekskluderede medlem, er systemets forsøg på en løsning. Systemets løsninger er ikke nødvendigvis de mest hensigtsmæssige – især ikke for det yngre, ulykkesramte familiemedlem.
Ved hjælp af systemisk opstilling kan vi få øje på ubalancer og finde frem til de underliggende forviklinger. Vi kan føre forviklingen tilbage til det sted, den hører hjemme og tilføre systemet det, der mangler, fx at inkludere det ekskluderede familiemedlem, hvilket på én og samme tid frisætter det yngre medlem af familien og genopretter balancen i systemet – på en mere hensigtsmæssig måde.
I systemisk opstilling anskues sygdom eller ulykke således ikke som det enkelte individs problem, men i stedet som konsekvensen af en ubalance og dermed et overordnet systemisk vilkår.
Hvis vi kaster vi os over det, som vi betragter som problemet og forsøger at løse det, uden først at have forstået og set problemet i sin rette sammenhæng, vil problemet for det første ikke blive løst og for det andet vil vi bidrage til yderligere ubalance fordi systemet vil producere flere løsninger, og dermed flere problemer. En negativ spiral er sat i gang.
Bert Hellinger har beskrevet principperne, der styrer disse dynamikker i et system. Hvis vi er opmærksomme på disse principper og dynamikker, vil vi ofte være i stand til at afdække og belyse de skjulte årsager til de problemer vi ser på overfladen: Symptomer på underliggende dynamikker.