Mange af os går rundt med symptomer på traumer, som er uforklarlige. Vi kan have angst, depression eller tvangstanker, som vi ikke kan finde årsagerne til. Symptomer, som på forunderlig vis virker ’ude af kontekst’.

Men hvordan kan man vide, om et traume er nedarvet? Et af de mest åbenlyse tegn er, hvis man pludselig rammes af angst eller frygt, når man når en bestemt alder eller en bestemt milepæl. Det er som om en indre tidsindstillet mekanisme pludselig trigges i gang.

Som forælder er det umuligt ikke at overføre noget af sine traumer til sit/sine børn ifbm tilknytningen. Men også traumer, som tidligere generationer har oplevet, kan gå i arv fra et familiemedlem til et andet – også selvom de to slægtninge aldrig har mødt hinanden.

En kvinde fik angst i invaliderende grad, da hun blev mor. Hun havde ikke været angst inden og da hun blev spurgt, hvad angsten handlede om, beskrev hun en forfærdelig frygt for at skade sit barn. Hun havde været til flere behandlere uden nogen nævneværdig effekt. Da hun kom til en opstillingssession og blev spurgt, om nogen i hendes familie nogensinde havde skadet et barn, kom hun i tanke om en gammel familiehemmelighed:  ”Da min bedstemor var nybagt mor, satte hun et tændt lys i en stage. Lyset antændte gardinerne og ilden bredte sig hurtigt til hele huset. Hun kunne ikke få sin nyfødte med ud og barnet døde. Tragedien er aldrig blevet talt om i vores familie”. I det øjeblik, blev hun bevidst om, at hun havde arvet sin bedstemors oplevelse, og den indsigt gjorde det muligt for hende at tage de skridt, der skulle til, for at give slip på sin angst og heles.

Også mindre drastiske traumer kan føres videre i familiesystemet. Især traumer, som ingen taler om og som forbliver ubehandlede, skaber problemer i senere generationer. Det gælder fx når nogen i familiesystemet dør som spæd, som barn eller som ung. Denne type dødsfald vil have langtrækkende konsekvenser og påvirke resten af familiens medlemmer langt ud over de normale reaktioner af sorg og savn. Der opstår ofte ’overlevelsesskyld’ hos de efterladte, som på et ubevidst plan kan føre til en drift mod døden, der kan komme til udtryk som risikoadfærd ifbm. ekstremsport, usund livsstil eller forskellige former for misbrug.

Det gode er, at når først vi får øje på forbindelsen mellem traumet og den kontekst hos vores forfædre, hvor det retteligt hører hjemme, kan vi bryde mønstret. Effekten af et nedarvet traume kan neutraliseres, ved at det returneres til rette ejermand.

Systemopstilling er en nænsom og effektiv metode til at kaste lys over nedarvede traumer.

Her kan du læse mere om den systemiske tilgang.

The post Kan traumer gå i arv? appeared first on essenzen.dk.

En bedstemor døde i barselsseng. Flere af børnebørnene er bange for selv at få børn. Bedstemorens død var en traumatisk begivenhed i familien med konsekvenser, der strækker sig over flere generationer. Bedstefaren følte sig skyldig i hendes død, fordi det var ham, der gjorde hende gravid. I opstillingen stilles hun foran sin mand og bliver bedt om at sige: ”At dø i barselsseng er en risiko jeg bærer som kvinde. Jeg accepterer den risiko og lever med den. Du er kun min mand”. Herefter kan manden slappe af og hans følelse af skyld fortager sig.                                                                                                   (The Healing Power of the Past, s. 193).

Den systemiske tilgang

Vi vælger ofte at se sygdomme eller ulykker som det enkelte individs problem. Men hvad nu hvis et problem i virkeligheden er løsningen på en ubalance, vi endnu ikke har fået øje på? Et symptom på en forvikling et helt andet sted i et større system?

Den systemiske tilgang sætter os i stand til at forstå og møde systemer, som en levende organisme, der har brug for at være hel, for at fungere.

En familie, en klasse, en virksomhed eller en gruppe af kolleger – kan hver især betragtes som et sammen­hængende system. Ubalancer mellem to medlemmer påvirker hele systemet. Og samtidig er hver enkelt person en del af det store system og derfor underlagt systemets regler og love.

Systemisk balance

Et system har sin egen indre orden og sine egne vilkår i relation til tilhør, balance og hierarki. Hvis noget fejler eller kommer i ubalance er et levende system kendetegnet ved, at det retter fokus på fejlen eller ubalancen. Når noget mangler, vil et system kompensere og forsøge at udligne manglen: Systemet skaber sin egen løsning.

Det er således vigtigt at respektere balancen mellem at give og at tage i et system. Desuden kræver systemet inklusion af alle, og insisterer samtidigt på, at omkostninger og konsekvenser af alle handlinger skal ses – ellers søges de modbalanceret andre steder i systemet.

Et system accepterer således ikke, at et medlem ekskluderes. Sker det alligevel, vil systemet vælge en anden person – ofte en yngre – fra samme system, for at sætte fokus på eksklusionen. Den yngre person, som systemet har valgt, vil måske mislykkes, blive syg eller komme ud for en ulykke, således at en balance kan genetableres. Denne måde at pege på det ekskluderede medlem, er systemets forsøg på en løsning. Systemets løsninger er ikke nødvendigvis de mest hensigtsmæssige – især ikke for det yngre, ulykkesramte familiemedlem.

Ved hjælp af systemisk opstilling kan vi få øje på ubalancer og finde frem til de underliggende forviklinger. Vi kan føre forviklingen tilbage til det sted, den hører hjemme og tilføre systemet det, der mangler, fx at inkludere det ekskluderede familiemedlem, hvilket på én og samme tid frisætter det yngre medlem af familien og genopretter balancen i systemet – på en mere hensigtsmæssig måde.

I systemisk opstilling anskues sygdom eller ulykke således ikke som det enkelte individs problem, men i stedet som konsekvensen af en ubalance og dermed et overordnet systemisk vilkår.

Hvis vi kaster vi os over det, som vi betragter som problemet og forsøger at løse det, uden først at have forstået og set problemet i sin rette sammenhæng, vil problemet for det første ikke blive løst og for det andet vil vi bidrage til yderligere ubalance fordi systemet vil producere flere løsninger, og dermed flere problemer. En negativ spiral er sat i gang.

Bert Hellinger har beskrevet principperne, der styrer disse dynamikker i et system. Hvis vi er opmærksomme på disse principper og dynamikker, vil vi ofte være i stand til at afdække og belyse de skjulte årsager til de problemer vi ser på overfladen: Symptomer på underliggende dynamikker.

The post Den systemiske tilgang appeared first on essenzen.dk.

Noget vi har oplevet, da vi var yngre, kan imidlertid blive ved med at præge os og komme til at fylde uforholdsmæssig meget i vores bevidsthed. Vi kan komme til at hænge fast i en ubehagelig oplevelse. En situation, vi oplevede én enkelt gang i det virkelige liv, kommer til at køre igen og igen for vores indre blik. Vi genoplever gang på gang det ubehagelige og fastholder på den måde os selv i en lidelseshistorie med os selv i hovedrollen som offer.

Men vi er alle meget mere end det. Vi har oplevet både lys og mørke. Vi behøver ikke fortsætte med at afspille samme film dag efter dag. Vi kan vælge at lade være. Vælge at gøre noget andet.

At huske for at kunne glemme

Vi kan vælge at vende os mod det ubehagelige, der plager os – se det i øjnene og arbejde med at få sat punktum for det uafsluttede. Ved at gå tilbage og fortælle vores historie og se hvilken mening vi dengang tilskrev oplevelsen, kan vi frigive den del af os, der sidder fast og vi kan komme videre med livet. Selvom det kan lyde paradoksalt, er det ofte nødvendigt at huske for at kunne glemme.

Du er kommet det rette sted hen, hvis du genkender dig selv i en eller flere af disse punkter:

• Jeg har svært ved at koncentrere mig
• Jeg er usikker på, hvem jeg er og hvad jeg vil
• Mit humør svinger hele tiden
• Jeg føler tomhed og tristhed inden i og har svært ved at finde glæden
• Jeg har svært ved at skabe gode, givende relationer
• Jeg har søvnproblemer
• Jeg er eksamensangst
• Jeg blev mobbet som barn og oplevelserne præger mig stadig
• Jeg er usikker på mig selv og lader mig nemt styre af, hvad andre folk tænker
• Jeg føler mig tit presset og føler jeg ikke er god nok
• Jeg føler mig ensom
• Jeg har mistet og føler mig alene med sorgen

Kan du kende dig selv i et eller flere af disse udsagn? Sådan behøver det ikke at være. Du kan komme tilbage på sporet med psykoterapi.

Hvad end din historie handler om, skal den have plads, men den skal ikke fylde det hele. Ved at arbejde med fortidens oplevelser, giver du dem den plads, de kan tilkomme og undgår dermed, at de spænder ben for dit nuværende liv og dine drømme om fremtiden. Hvordan lyder din historie? Og hvordan skal din fremtidige historie se ud? Hvor er du om 2 år? 5 år? 10 år?

Her kan du læse om barndommen som personlighedens fundament og hvordan du undgår at blive saboteret af gamle mønstre.

The post Hvor kommer du fra? – og hvor er du på vej hen? appeared first on essenzen.dk.

Coach

Coaching er et begreb, der stammer fra sportsverdenen og som egentlig betyder ”træning”. Coaching handler om at hjælpe og vejlede en bruger til at forbedre sine præstationer og udnytte sine ressourcer bedst muligt. Inden for sportens verden arbejder man bl.a. med mentaltræning og stress-håndtering: Hvordan yder man sit bedste under stressende betingelser? Hvordan motiverer man sig selv, hvordan holder man sit fokus mm. Coaching anvendes også inden for erhvervslivet fx ifbm valg af karriere og ledelse. Coachen spørger, lytter og får gennem en dialog klienten til at reflektere og blive bevidst om sine dilemmaer og valg.

Coaching kan foregå:

• individuelt, hvor brugeren er alene med sin coach
• i en gruppe, hvor flere personer er sammen med en eller to coaches.

Psykoterapeut

Et stigende antal mennesker vælger at gå i psykoterapi for at få hjælp til at håndtere en krise eller et problem. Brugeren bestemmer hvilke temaer, der er i fokus.

Målet i psykoterapi er generelt:

• at hjælpe en person til at kunne leve sit liv og bearbejde sine problemer selv
• at være mindre bundet af irrationelle behov eller symptomer
• at personen opnår større frihed i sit liv
• at udvikle og støtte personens evne til at forstå, acceptere og behandle sig selv.

Det kan ske ved at aflære gamle problematiske mønstre og ved at indlære af nye færdigheder og ved at få indsigt i de mekanismer og den dynamik, der ligger bag mønstrene.
Selvom vi ofte glemmer eller fortrænger smertefulde oplevelser, så skal vi paradoksalt nok huske for at kunne glemme. Hvis ikke man husker for at glemme, vil smertefulde hændelser leve videre som en ubevidst erindring, der påvirker vores følelser, tanker og handlinger.

Psykoterapi kan foregå:

• individuelt, hvor klienten er alene med sin terapeut
• i en gruppe, hvor 6 – 9 klienter med forskellig baggrund er sammen med en eller to terapeuter
• i par, hvor fx to ægtefæller er sammen med en eller to terapeuter
• i en familie med en eller to terapeuter

Psykoterapeut og terapeut er en ubeskyttet titel i Danmark, hvorfor enhver i princippet kan kalde sig det. Ved disse betegnelser kan det være fornuftigt at undersøge, hvilken faglig og erfaringsmæssig baggrund vedkommende egentlig har.

Hvis psykoterapeuten er medlem af Psykoterapeutforeningen (MPF), har vedkommende:

• gennemført en godkendt grunduddannelse af min. 3 års varighed
• gennemført samt en godkendt psykoterapeutisk videreuddannelse (med egenterapi, teori og supervision) på mindst 4 år
• opnået min. 2 års fuldtids klinisk erfaring som psykoterapeut

Psykoterapi kommer fra græsk og betyder psykologisk behandling i modsætning til behandling med medicin.

Psykiater

En psykiater er en læge, der har videreuddannet sig til specialist i at behandle psykisk syge personer. Psykiateren undersøger, stiller diagnose, behandler og forebygger psykiske lidelser og kan – i modsætning til en psykolog – udskrive medicin.
Nogle psykiatere har en efteruddannelse i psykoterapi.

Psykolog

Psykolog er en beskyttet titel, og kun personer som har gennemgået den 5-årige universitetsuddannelse må kalde sig psykolog. Uddannelsen er primært teoretisk, men i løbet af de sidste 2 år indgår et kortere praktikforløb. I pensum indgår bl.a. teorier om menneskers måde at opfatte, opleve, handle og reagere på. Efter universitetet har psykologer flere muligheder for at videreuddanne sig. Nogle psykologer vælger at fortsætte grunduddannelsen på universitetet med en ph.d., hvilket tager minimum 3 år.
Andre muligheder for videreuddan- nelse er autorisation, specialist- og supervisioruddannelsen. En psykolog kan tidligst blive autoriseret 2 år efter endt universitetsuddannelse. Autorisationsuddannelsen er en uddannelse i praksis, og psykologen skal i den forbindelse mindst have modtaget 160 timers supervision.

Der er intet krav om at psykologer skal have modtaget egenterapi. Nogle psykologer har en efteruddannelse i psykoterapi.

The post Coach, psykoterapeut, psykolog eller psykiater? appeared first on essenzen.dk.